Et eventyr til kraft ramte børn /og alle aldrere

DER VAR ENGANG

Der var engang en prinsesse, som var underskøn. hun havde de flotteste hatte, og de skønneste øjne og smil. hendes kjoler var i silke, og og alle prinser var hemmeligt forelsket i hende.
Hun havde en hemmelighed som kun hun og farmilen viste, og som gjorde at hendes smerte var stor.
Hun boede på et slot, hvor der var andre som hende, de var hendes bedste venner.
En dag ved dagry, havde hun taget hatten af, og inden under der, havde hun ingen hår på hovedet. Hun led af noget der hed cancer, det var en sygdom der var svær at kurere.
Hun kiggede sig i spejlet, og sad lidt og betragtede sig selv. Bare jeg havde hår tænkte hun, pludselig kom en skittelse til syne i spejlet, den smukkeste engel uden hår, og det rareste smil.
Prinsessen som hed Emilia, fik først et chok... men mærkede en kærlighed hun aldrig havde følt før.
Emilia sagde englen... du er så smuk, og under skøn, at du kan få lige den prins du vil have, alle er vilde med dig, men du har ikke lagt mærke til det, sagde den smukke engel... se dig i spejlet min pige... du er under skøn... men pas på dem der udgiver sig for prinser, der er trolde her på slottet sagde hun.
En ren rider vil komme til dig... og du vil vide hvem han er... sagde hun... her er en lykke amulet, smukke Emilia... den vil lyse når den ægte kærlighed er der min engel. Englen var så smuk uden hår, og det gjorde at Emilia var klar til at vise sin ægte skønhed, som hun nu viste, at det kom inde fra, hun smilte og var glad.
Englen sagde som det sidste... stol på dig selv Emilia, og kend forskel på trolde, hekse og engle, hun smilte og sagde... jeg ved du nok skal klare den Emilia, du er en klog pige med en stor intuation min engel...
Emilia viste ikke rigtig hvad intuation var, men så var englen væk... hun tænkte det må være en fornemmelse om man skal gøre det eller det, og hvem man kan stole på... hun var træt og ville sove.

I den anden ende af slottet, havde en trold hørt hvad der var blevet sagt, han havde været forelsket i hende i mange år, men var jalux på de andre prinser... og hvis han han fik hende ville han spære hende inde.

En anden prins som ikke boede på slottet viste ikke noget som helst... han havde heller ikke hår på hovedet, og var godheden selv... han skulle snart drage til slottet for at blive helbredt.

Det var morgen, og solen var stået op, Emilia gabte, og strækte sig.
Hun gik ud på balkonen , for at se solen...der stod en og spillede gitar, nede foran balkonen... en smuk prins... men der var noget galt med hans musik...
Hun huskede hvad englen havde sagt... husk dem der udgiver sig for prinser...
men hun kunne også mærke at denne trold var ked af noget... hun ville hjælpe ham...
men hun måtte være forsigtig... så hun kunne hæve forbandelsen, og hun viste lige hvad hun skulle gøre... kærlighed tænkte hun.... det er det enste der kan ophæve forbandelsen...
Men ak nej...efter en måne, havde hun givet alt hvad hu havde, og han havde spæret hende inde.
han brugte hendes skønhed for at vise sig over for andre...
hun tænkte det kunne være nok... hun ville ud af det... men døren var låst.

I mellem tiden var den rigtige prins, ankommet til slottet... Emil...han var så flot... han sad og kiggede sig i spejlet, da englen uden hår kom til syne i spejlet... hun sagde til ham... der er en prinsesse her på slottet som skal redes fra en forbandelse...
En trold kaldt Sigurt, har kastet over hende... han har spæret hende inde , og jeg har ventet på, at at du skulle komme...
jeg giver dig denne amulet, og når du står uden foran Emilias dør, vil begge jeres amuletter lyse, og forbandelsen for jer alle tre, vil gå over... hun smilte, og Emil kunne mærke varmen af kærlighed... han gik forsigtig ud, på slottes mange gange, for at lede efter Emilia...
han stoppede ude for forskellige døre... og pludselig lyste amuletten....
Sigurd kom farende, men Emilias amulet lyste også, og forbandelsen var hævet...
Sigurd kikkede på sig selv... han var ikke ond mere, og kunne ikke gøre nogle fortræd...
Emilia, Emil, og Sigurd, så lige pludselig en engel... hun smilte og var væk...
Emilia, Emil og Sigurd, blev rigtig gode venner...og som i andre eventyr, levede Emilia og Emil lykkeligt til deres dages ende.....SLUT